Lønstrup International Crafts Center

Lønstrup i Nordjylland er – sandsynligvis – én af de nordeuropæiske byer med størst koncentration af kunsthåndværkere. Af byens 535 faste indbyggere beskæftiger næsten 40 sig professionelt med kunsthåndværk inden for alle genrer. Derfor bør man placere et internationalt center for udvikling, undervisning, formidling, forskning og præsentation af kunsthåndværk. Det vil blive helt enestående på nordeuropæisk plan.

LICC – Lønstrup International Crafts Center – skabes med baggrund i lokalområdet, men den eksisterende ekspertise, de eksisterende værksteder m.m. Projektet vil medvirke til en kraftig udvikling af erhverv, turisme, kunst og kultur, ikke blot i den lille by, men i hele regionen.

En ny bygning vil føje sig ind i landskabet og i det hele taget bygger hele LICC-projektet på respekt for naturen.

Idé og koncept kommer fra Evanthore Vestergaard og udvikles i øjeblikket som et forprojekt frem til foråret 2022, hvor det præsenteres for offentligheden og overgår til at være et egentligt etablerings- og byggeprojekt. Forprojektet støttes af Den Jyske Kunstfond og Region Nordjylland og har foruden idémanden selv Ole Raabjerg tilknyttet som udviklingskonsulent.